Firbenet kærlighed

Der er andet end medicin på hylderne hos dyrlæge Bente Iversen, der også tilbyder dyrene mere alternative behandlinger

Af Runa Pihlmann
Halter Fido på forbenet, eller har perseren problemer med maven, er der hjælp at hente hos Bente Iversen fra Værløse, der foruden titlen som dyrlæge, kan skrive hundepsykolog, adfærds- og holistisk behandler, healer, akupunktør og Danmarks eneste underviser i hundemassage på visitkortet.

- Jeg tilbyder både piller og alternativ behandling til mine klienter, men jeg prøver altid først med det alternative, med mindre mine klienter ikke ønsker det, siger Bente Iversen, der også rejser rundt for at holde foredrag om alternative måder at behandle dyr på.

Kender sin grænse
Hun blev færdig som dyrlæge i 1982 og har siden da kombineret sin fysiologiske og anatomiske viden om dyr med mere alternative behandlingsformer. Der er da heller ikke langt mellem små flasker med urte-, blomster og homøopatisk medicin på reolen, og plancher med hunde og kattes energibaner pryder væggene i den lyse klinik.

- Men jeg kender min grænse, så hvis der opstår et akut problem hos folks hund eller kat, er det ikke mig, man skal have fat på. Der henviser jeg klienterne til mine dyrlægekollegaer, siger Bente Iversen.

Futtes historie
Eksempler på dyr, der haft glæde af hendes arbejde, er der mange af. Men en behåret skabning har især brændt sig fast i hendes erindring.

- En dag fik jeg gravhunden Futte ind på klinikken. Hun var ni år gammel og havde en diskusprolaps, der gjorde, at hun næsten ikke kunne gå og derfor slæbte bagbenene efter sig. Det var et ynkeligt syn, siger den 56-årige healer, der betegner sig selv som 'hundefreak'.

Bente Iversen valgte at behandle Futte med akupunktur en gang om ugen, og efter blot tre uger, kunne hun begynde at løbe lidt omkring. Og efter otte behandlinger fik den lille gravhund sin ungdom igen og spænede rundt sammen med familiens nyanskaffede hundehvalp.

- Det var en rigtig solskins historie. Men jeg har også en politik, der går ud på, at hvis ikke dyret oplever en effekt af min behandling efter tre eller fire besøg, så sender jeg det videre i systemet, siger hun.

Mere acceptabelt
Da Bente Iversen åbnede sin egen klinik for 10 år siden, var der et godt stykke mellem hunde- og katteejere, der vovede pelsen og tog imod alternative behandlinger til dyrene. Men tiderne har ændret sig.

- Det er blevet meget mere acceptabelt med alternativ behandling - både for mennesker og dyr. For når først behandlingsformerne er kommet ind i menneskeverdenen, så smitter de af på dyrene. Men hvorfor skulle de ikke også have glæde af dem, spørger hun retorisk.

For yderligere information se: www.biodyr.dk

 

 

Opskrift på hundegodbidder

Pisk to store eller tre små æg godt sammen. Rør to kopper groft speltmel og to-tre kopper grovvalsede havregryn i. Spæd op med koldt vand, men pas på del ikke bliver for sjasket. Smør massen ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Denne portion passer til en normal bageplade. Skær massen igennem to gange på hver led. Bages ved 175 grader varmluft i 10 minutter. Vend dem derefter og giv dem igen cirka 10 minutter. Skorpen skal være fast, men ikke hård. Tag dem ud og klip dem i aflange stykker. Bag dem igen med ved lavere temperatur. De skal være gennembagte og tørre. HUSK det går hurtigere med ovndøren på klem, da de afgiver meget fugt.