Eksamensdag i hundemassage

Fire kommende hundemassører var i sidste uge til eksamen i at massere menneskets bedste ven

Mellempuddelen Charlie får massage af Jytte Smith (tv.)., mens hans ejer, Gitte Hansen, sørger far, han har alle fire poter på bordet.

Af Runa Pihlmann
Hundehalerne dikkede fra side til side, og luften var fuld af velvære blandet med en anelse nervøsitet, da seks pragteksemplarer af racerne Beagle, Mellempuddel, Lhasa Apso, Border Collie, Schæfer og et enkelt jysk gadekryds lagde krop til en eksamensdag i hundemassage i torsdags.

Eksamenen foregik hos dyrlæge, hundepsykolog og Danmarks eneste underviser i hundemassage Bente Iversen i Værløse, der fik støtte fra censor og dyrlæge Lone Riberholdt.

Dagen begyndte med to timers skriftlig prøve i fysiologi, anatomi og meridianbaner og blev afløst af en række praktiske prøver, hvor deltagerne fik til opgave at undersøge en hund og blandt andet finde frem til dyrets stresspunkt og efterfølgende reaktion.

Den sidste del af eksamenen foregik mundtligt, hvor kursisterne skulle gøre rede for for eksempel galdeblære-, lunge- eller tyktarms-meridianen og vise, hvordan man masserer forbenene eller giver vovsen ansigtsmassage.

Inden eksamensdagen havde alle deltagerne afsluttet otte kursus-moduler hos Bente Iversen, hvor de blandt andet har skrevet 20 rapporter ud fra fem hunde, som hver har været igennem fire omgange massage

Drømte om meridianer
Veterinærsygeplejerske Jytte Smith fra dyreklinikken i Birkerød var en af kursisterne, der gik op til eksamen.

Og hun venter spændt på resultatet.

- Jeg har ingen ide om, hvordan det er gået, men jeg håber selvfølgelig på at bestå. I dag har der ikke været nerver på, men jeg må tilstå, at jeg har drømt lidt om meridianpunkterne i nat, siger Jytte Smith, der ønsker titlen som eksamineret hundemassør for at kunne tilbyde sine firbenede kunder genoptræning og velvære.

Hundemassage er desuden med til at afstresse hunden, forbedre dens blodcirkulation og opvarme dyrets muskler, så den ikke får skader under agility eller løb.

Da eksamenen var overstået, kunne Bente Iversen meddele tre af de fire deltagere, at de havde bestået prøven med glans.

- Jeg er godt tilfreds med resultatet. At en enkelt kursist må op igen til september er helt ok. Man kommer jo ikke sovende til titlen som eksamineret hundemassør, siger Bente lversen.

For nysgerrige læsere kan vi oplyse, at Jytte Smith var en af dem, der kom igennem nåleøjet.